DET LEVENDE KOR

 

DET LEVENDE KOR

Koncerterne 

I takt med at koret er vokset i antal medlemmer, er ambitionen om at komme ud og optræde også steget. Koret har optrådt ved en del lokale arrangementer, blandt andet Hørsholm Kommunes kulturarrangement på Ridebanen, bibliotekets kulturdage samt Kulturnatten i Hørsholm. Desuden har koret optrådt i Kokkedal Kirke, Hørsholm Kirke, Vognporten i Hørsholm, Hørsholm Sognegård og i Trommen.

Koret har også optrådt andre steder på Sjælland: På Glyptoteket, Plænen i Tivoli, Mørdrup Kirke, Strandvejskirken, i Ringsted, Sorø Klosterkirke, Toldkammeret i Helsingør, Lions Club i Gl. Holte, Gentofte Rådhus, ved julearrangementer i Folketinget og større virksomheder og ved en international konference på Nimb.

øre-sound® tager også på turné ud i landet: I foråret 2002 optrådte koret sammen med et lokalt rytmisk kor på Rådhuset i Ringkøbing. I august 2003 gik turen til Bornholm, hvor koret optrådte ved Rønne Kulturnat og i Aa Kirke sammen med det lokale kor “Oyster Swing”. I september 2008 gik turen til Ærø, hvor koret efter at have varmet op på torvet i Marstal gav en forrygende koncert i en fyldt Marstal kirke for over 300 begejstrede publikummer. I september 2009 gentog vi succesen og tog atter til Marstal og sang for de trofaste Ærøboere i kirken. Det sociale korliv blev ved samme anledning endnu engang afprøvet – koret har mange individuelle talenter, der ved en sådan lejlighed får mulighed for at optræde på “slap line”!

I vinterhalvåret 2004/2005 opførte øre-sound® Duke Ellingtons Sacred Concert sammen med Nivå Big Band og Tine Olsen som solist ved en række koncerter.  I september 2007 deltog koret i den stort anlagte “Grøn Musikfestival” på amfiteateret Fredtoften. I september 2013 var øre-sound® igen på Bornholm og optrådte i “Kyllingemoderen” sammen med det lokale kor “Det rytmiske selskab”.

I 2016 havde vi den store fornøjelse at synge sammen med et par hundrede andre sangere i regi af amatørorganisationen Kor72 i DR’s koncertsal i anledningen af 150-året for Carl Nielsens fødsel og i 2020 planlægger vi en tur til Sønderjylland. 

 

Det “internationale” kor

øre-sound® har haft stor succes med at lave ture til udlandet. I september 2010 var øre-sound® således på turne i Island og optrådte i flere kirker samt Nordens Hus i Reykjavik. I maj 2017 gik turen til Leiden i Holland, hvor koret gengældte venskabskoret Eurokoors besøg fra året før. I 2019 deltog vi i en international kor-festival i Cork i Irland, hvor der var mere end 5.000 deltagere fra ind- og udland.

 
 
 

SKRIV TIL OS